Den 29. april er der frist for tilmelding til samarbejdet om Skills Detail 2017 – mange skoler har allerede givet tilsagn.
Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelser har i samarbejde med skolerne, der de seneste år med stor succes har deltaget i DM Skills, igangsat et samarbejde om videreudviklingen af Detailhandelsuddannelsens deltagelse i DM Skills.
Konkurrencekonceptet består i, at de deltagende skoler afholder lokale konkurrencer; vinderne herfra går videre til regionale mesterskaber, der afholdes inden udgangen af uge 43. Vinderne af de regionale konkurrencer går videre til DM Skills, der næste gang afholdes i Gigantium i Aalborg i dagene 26.-28. januar 2017.
DM Skills har gennem årene udviklet sig til et stort markedsførings-vindue for erhvervsuddannelserne. I år var der mere end 60.000 besøgende ved DM Skills i Fredericia. Det har Detailhandelsuddannelsen nydt godt af de seneste år, og det er i de lys, konkurrencekonceptet nu udvides til også at omfatte regionale konkurrencer, hvor markedsføringen af uddannelsen kan nå rundt i hele landet.
Alle skoler, der ønsker at deltage i samarbejdet, inviteres i dagene 10.-12 maj til regionale møder, hvor samarbejdet igangsættes og aftales nærmere.
Tilmelding til samarbejdet om Skills Detail skal ske senest den 29. april, og skal rettes til Uddannelsesnævnet, projektleder Steen Duurloo Sørensen.