Nu kan AMU tilbyde jobrettet fransk, spansk, italiensk og svensk

Som noget helt nyt kan virksomheder og medarbejdere nu tage jobrettede sprogkurser i AMU i hele seks forskellige sprog.

 

Læs mere om sprogkurserne i fransk, spansk, italiensk, svensk, tysk og engelsk på amukurs.dk:

Jobrelateret fremmedsprog med basalt ordforråd (5 dage)
Jobrelateret fremmedsprog med nuanceret ordforråd (5 dage)

Kontakt den relevante skole for at høre mere om hvilke sprog, der afholdes kurser i.

Målgruppen

Målgruppen er medarbejdere som fx sekretærer, receptionister, handels- og butiksansatte, samt medarbejdere i statslig og kommunal borgerservice der i deres daglige arbejde skal kunne kommunikere med turister, rejsende, samhandelspartnere og borgere der taler andre sprog end dansk.

Det anbefales for at følge undervisningen på kurset, at man har kendskab til det pågældende sprog på et basalt alment niveau, fx fra folkeskolen eller har opnået tilsvarende kvalifikationer på anden vis.

Lave priser

Kursusprisen er lav. Prisen for kurserne er 1360 kr. for 5 dage for deltagere, der har til og med en erhvervsuddannelse, og fuld pris for personer med en videregående uddannelse.

Godtgørelse for virksomheden

Der er også mulighed for godtgørelse for virksomheden, hvormed løn til medarbejdere på kursus kan blive dækket delvist (op til 80 % af max. dagpenge).

Baggrund

Udvidelsen af de jobrettede sprogkurser, der nu kan tilbydes, er et resultat af en ansøgning, som efteruddannelsesudvalget HAKL har fået behandlet og godkendt i Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Ansøgningen er blevet til efter henvendelse fra Niels Brock Kursuscenter og koordinering blandt flere handels- og erhvervsskoler, der har peget på et behov for disse sprog. Der har også været koordineret med de øvrige efteruddannelsesudvalg, hvor flere har udtrykt samme behov.