Det faglige Udvalg bag kampagnen om detailhandelsuddannelsen

Lige før sommerferien lancerede HK Handel og Dansk Erhverv kampagnen for markedsføring af detailhandelsuddannelsen. Detailhandelsvirksomheder, der overvejer at ansætte en elev, har netop nu gode muligheder for at finde en elev.

 

Kampagnen er målrettet potentielle elever og godkendte virksomheder uden elever. Med kampagnen har parterne i det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelser skærpet fokus på detailhandelsuddannelsen, der i forbindelse med erhvervsuddannelsesreformen har fået hævet adgangskrav og overgangskrav og tilføjet en del nye muligheder.

Detailbranchen er kendt for sine gode karrieremuligheder, og det skal den nye detailhandelsuddannelse i højere grad end før understøtte. Således har uddannelsen fået et EUX-år, højere grundfagsniveauer og særlige forløb for talenter. Der er kommet mere fokus på e-handel og sociale medier.

Hen over sommeren har særligt mange elever afsluttet deres grundforløb og er i gang med at søge praktikpladser i detailhandelsvirksomheder. Detailvirksomheder, der overvejer at ansætte en elev, kan læse mere om uddannelsen, ansættelse af elever, om kampagnen og meget mere på Uddannelsesnævnets hjemmeside.

Læs mere om kampagnen, og se kampagnefilm på sitet www.viveddukan.nu