Hvad kan et HG-bevis bruges til, hvis ikke det er direkte adgangsgivende?

Tidligere har elever kunnet supplere deres HG-bevis for at opfylde adgangskravene til det ønskede speciale. Den mulighed findes ikke længere, men der er alligevel en adgangsvej til nogle af specialerne.

 Et HG-bevis fra tiden før EUD-reformen trådte i kraft, er ikke helt tilstrækkelig, hvis ikke eleven har nået de niveauer, der er nødvendige for at opfylde enten de nye eller gamle adgangskrav. Det har mange virksomheder erfaret, når de står med en elev, der ønskes indgået en uddannelsesaftale med.

Når man tidligere har kunne supplere et HG-bevis med hf enkeltfag for at opfylde adgangskravene til et speciale, er det noget som overgangsordningen etableret efter nedlæggelse af HG ikke giver mulighed for. Og dermed er et HG-bevis uden de rette niveauer ikke nok. Det drejer sig særligt om kontorspecialerne, som efter indførelse af eux har særlig høje adgangskrav sammenlignet med tiden før reformen.

Der er dog alligevel en vej for at disse elever kan gennemføre en merkantil uddannelse: elev og virksomhed skal i så fald ”køre” uddannelsen efter den gamle ordning og vælge et af de trindelte specialer, hvor trin1 er nedlagt i forbindelse med reformen. HG-beviset er nemlig tilstrækkelig for at indgå aftale inden for trin 1, og når eleven har gennemført og fået uddannelsesbevis for det, har eleven adgang til trin 2 inden for specialet, uden yderligere supplering af grundforløbet.

Det gælder således specialerne Administration, Salgsassistent, Handelsassistent, salg, samt uddannelsen til Eventkoordinator, hvor trin 1 til Kontorservice, Butiksmedhjælper, Kundekontaktcenter eller Eventassistent kan overvejes brugt, såfremt eleven opfylder adgangskravene til sådan et. Specialeskift efter trin 1 er dog ikke muligt. Virksomheder og elever skal dog være opmærksomme på, at trinnene er nedlagte og at det kræver særlig planlægning for skolerne at planlægge og gennemføre skoleophold for de elever, det måtte dreje sig om.

Læs nærmere om uddannelsesveje gennem de nævnte trindelte specialer, om gamle ordning og overgangsordningen via linket til højre.