Tætpakket merkantilt program på DM i Skills

Der er masser af merkantil aktion, når DM i Skills åbner op for publikum den 18. april i Roskilde. Både Handelsuddannelsen, Fitnessuddannelsen og Tandklinikassistentuddannelsen er repræsenteret.

DM i Skills er tilbage på Sjælland. Nærmere betegnet domkirkebyen Roskilde, der fra 18. til 20. april lægger græs til årets første store indtog fra tusindvis af unge, når Dyrskuepladsen omdannes til en enorm skueplads for uddannelser.

Igen er de merkantile uddannelser: Fitness-, handels- og tandklinikassistentuddannelsen med som demonstrationsfag. Det vil sige, at de besøgende kan komme forbi og få en snak med elever fra de enkelte uddannelser og her få et indblik i, hvad det indebærer at vælge en uddannelse og karriere indenfor et af de tre områder, som mange tror de kender alt til. Men som helt sikkert kan overraske de uddannelsessøgende (og deres forældre).

En af landets største erhvervsuddannelser er handelsuddannelsen, og derfor er uddannelsen selvfølgelig repræsenteret. 11 forskellige elever fra virksomheder rundt omkring i Danmark har sagt ja til at være en del af standen og vil både lave projekter på standen, svare på spørgsmål fra besøgende og bliver også interviewet af vært på Lego Masters på TV2, Victor Lander, der kommer forbi både torsdag og fredag.

Derudover er der mulighed for de besøgende at få taget et billede af dem selv i fotobod – og vinde fede præmier.

Tandklinikassistenterne er glade for tandtråd. Derfor har en lille sang produceret med kunstig intelligens fundet vej til de sociale medier.

Hos tandklinikassistenterne vil et udvalg af elever konkurrere med besøgende i alt fra at tage operationstøj på til at sætte (kunstige) tænder korrekt på plads i en mund. Her vil der også være mulighed for at vinde præmier relateret til tandhygiejne eller få lov til at smutte hjem med en tandtrådsnøglering.

Fitnessuddannelsen er den mindste af de tre uddannelser. Men her kan besøgende få lov til at få et indblik i uddannelsen, der er meget mere end konditions- og vægttræning. Arrangørerne har taget verdens mest modbydelige cykel med til Roskilde og der er selvfølgelig en præmie til den, der kan modstå mest i sadlen på ondskaben selv.

Fitnessuddannelsen har også fået fremstillet en kort musikvideo – godt hjulpet af kunstig intelligens.

Vi ses på SKILLS!