Nyt værktøj til virksomheder: Rekrutter elever (og andre ansatte) via video

Nyt gratis hjælpeværktøj giver virksomheder alle muligheder for at udnytte videomediet i deres rekruttering af nye medarbejdere.

Danske virksomheder har netop fået stillet et helt nyt og gratis hjælpeværktøj til rådighed gennem støtte fra AUB-midlerne. Uddannelsesnævnet har sammen med firmaet CompanYoung fået udarbejdet et e-learningmodul, hvor man kan få indsigt i, hvordan man sætter skub i sin rekruttering af nye medarbejdere. Materialet har fokus på, hvordan man kan fange unges interesse i ens virksomhed ved at flytte en del af jobopslaget over på video fremfor det traditionelle tekstbaserede. Men alle kan få glæde af de mange gode råd og tips, som bliver fremlagt af erfarne fagkonsulenter fra erhvervsskoler rundt om i Danmark.

En af dem er Peter Ostenfeldt, der er erhvervskonsulent på Aarhus Business College. Han kom med i projektet forholdsvis tidligt i forløbet qua sin erfaring med brugen af video i rekruttering gennem sit arbejde på netop Aarhus Business College.

- Vi havde længe arbejdet med online-samtaler mellem elever og virksomheder og jeg prøvede at tage nogen af de kompetencer med ind i projektet, selvom vinklen her var en smule anderledes, siger Peter Ostenfeldt.

Det nye materiale består af en række små korte videosekvenser, hvor man som seer kan få en basisviden om hvorfor og hvordan man skal gribe arbejdet med at lave videoopslag om sin virksomhed an. Helt fra, hvordan man skal vinkle og belyse et opslag, til forslag om, hvordan man planlægger en tidslinje i opslaget, så man fanger seeren med det samme. Det hele ligger der. Klar til brug.

- Det gjaldt for os om at holde det helt nede på jorden, og det er blevet et rigtig godt værktøj, som jeg selv vil putte ind i en værktøjskasse til HR-afdelingerne i de virksomheder, som jeg arbejder tæt sammen med i det daglige, fortæller Peter Ostenfeldt.

Han fortsætter:

- Det er en god løsning for rigtigt mange virksomheder, der skal fange elever.

Materialet består af 28 delelementer med videosekvenser, flere af dem under 30 sekunder lange. Mange af siderne er kombineret med faktabokse og materiale, man kan downloade. Det er tænkt som et vejledningsværktøj, som man kan gå til og fra som det passer en, når man skal gå i kast med mulighederne i video. Det er samtidig muligt at downloade materialet som en samlet pakke og gøre brug af det, når man ikke lige er online.

Vil man prøve kræfter med materialet kan det findes HER.

peterostenfeldt

Om forløbet:

Videopræsentationer er ifølge skoler og undersøgelser et godt middel til at rekruttere unge elever, men video er samtidig for mange stadig et forholdsvist nyt og måske uvant medie.

Derfor har Det Faglige Udvalg for Kontoruddannelser udviklet dette forløb som et støtteværktøj til skolernes servicering af virksomheder, der efterspørger hjælp til at rekruttere elever.