Så begynder Karrieredagene

I morgen, torsdag den 25. januar, skydes den første af tre Karrieredage i gang. Her vil mere end 1.800 unge handelselever få mulighed for at mødes med 39 forskellige virksomheder og måske skabe grundlag for en fremtid sammen.

Der bliver fuld knald på, når busser fyldt med handelselever begynder at sætte kursen mod en af tre karrieredage i henholdsvis København, Billund og Rebild. Arrangementet lægger for i København på Tivoli Hotel Og Kongrescenter den 25. januar og kører derefter til Hotel Legoland i Billund for at gentage succesen der dagen efter. To uger senere – den 7. februar – er turen så kommet til Rebild, hvor den foreløbig sidste karrieredag afholdes.

Med de tre Karrieredage i januar og februar ønsker Det faglige Udvalg for Handelsuddannelsen at parre kommende elever med virksomheder rundt om i Danmark. Hvordan? Ved simpelthen at køre eleverne direkte til virksomhederne og derefter lade sød musik opstå.

Rent praktisk bliver de hundredvis af grundforløbselever kørt i busser fra deres respektive skoler rundt om i landet og direkte til arrangementet, hvor de kan møde virksomheder fra alle brancher og måske kan det møde resultere i en aftale om et senere elevforløb. Derudover har alle de deltagende virksomheder mulighed for at præsentere sig selv, deres elevforløb og måske endda nuværende elever for de grundforløbselever, der kommer forbi de enkelte stande.

Udover selve mødet mellem virksomheder og elever bliver der også plads til en plenum-snak med influenceren Mads Marius, der vil give motiverende input til de unge ved blandt andet at tale om de ”life skills”, der skal til, når man skal forlade skolens trygge rammer og bevæge sig ud på arbejdsmarkedet.

Det er Det faglige Udvalg for Handelsuddannelsen, som står bag arrangementerne, som er finansieret med AUB-midler fra Trepartsaftalen om flere lærepladser og entydigt ansvar. Initiativet bakkes op af Dansk Industri, Dansk Erhverv, HK Handel og HK Privat.

Læs mere om programmet for Karrieredagene HER.

karrieredageforhandelsuddannelsen