Kontoruddannelsen er reelt i fremgang

2022 bød på en nedgang i antallet af nye uddannelsesaftaler. Men er der måske steder, hvor det går frem, og hvor uddanner man egentlig flest? Vi har fundet fem finurlige fakta fra kontoruddannelsen i 2022.

Kontoruddannelsen er den største af de merkantile erhvervsuddannelser målt på antallet af igangværende elever. 3.133 nye aftaler om uddannelse blev der underskrevet i 2022, hvilket er et mindre fald i forhold til 3.219 i 2021, men ser man nedenfor, så kan uddannelsen reelt set notere en fremgang.

Vi samler fem fakta fra kontorlandet og vi lægger ud med to ganske positive vinkler.

 

Specialet ”Lægesekretær” påvirker tallene negativt

Det samlede antal af indgåede aftaler bliver påvirket negativt af nedlæggelsen af specialet lægesekretær. Det forsvandt som speciale den 1. august 2022.

Nedlæggelsen har medført at der konkret mangler 160 aftaler på kontoruddannelsen i forhold til 2021, som derfor også har røde tal på bundlinjen. Fjerner man lægesekretær fra ligningen, er der indgået 2,3% flere aftaler på kontoruddannelsen.

 

Kontorerne er kvindernes – men mændene kommer

Selvom der er blevet kortere mellem mændene, der arbejder som kontorelev, så er landskabet med ergonomiske stole og computerskærme domineret af kvinder. Men tingene ændrer sig langsomt. Der er nemlig en nedgang i antallet af nye uddannelsesaftaler med kvinder fra 2021 til 2022, blandt andet på grund af nedlæggelsen af specialet "lægesekretær", mens det modsatte gør sig gældende for mændene. Faktisk er der registreret en stigning på hele 25 procent i antallet af mænd på kontorerne fra 2020 til 2022, mens der er blevet 3 procent færre kvinder i samme periode.

 

De store byer trækker læsset

De regioner, som huser Danmarks største byer, er også de regioner, som har flest nye aftaler på kontorområdet. Ganske som i 2021 ligger Region Hovedstaden i top skarpt efterfulgt af Region Midtjylland, som bekendt huser Aarhus. På tredjepladsen kommer Region Syd, der både huser Odense og Esbjerg.

Fjerde- og femtepladsen besættes af henholdsvis Region Nordjylland og Region Sjælland.

Graver man et spadestik dybere, så viser statistikken, at det netop er i de store byer, at der er flest elever der starter på en kontoruddannelse.

København: 324

Aarhus: 296

Aalborg: 192

Odense: 137

Esbjerg: 115

 

Skoleoplæring nærmer sig en by i Rusland

Også på kontorområdet er der positive takter i forhold til at langt færre er nødsaget til at tage en kontoruddannelse på en skole fremfor i en virksomhed.

Faldet fra 2021 til 2022 er på hele 36 procent, da kun 240 elever enten ikke fik en læreplads eller mistede den, de havde af den ene eller anden grund sidste år og i stedet skulle blive på skolen. Det er et fald fra 377 personer året før.

eleveriskolepraktikfald20212022kontor

 

Det internationale kontor

Kontoruddannelsen er et internationalt sprog, som alle kan være en del af. Derfor er det ikke blot danske statsborgere, der har underskrevet en uddannelsesaftale på kontorområdet i 2022. Ud af de 3.133 nye elever var de 2.977 danske statsborgere, eller 95 procent.

De internationale elever stammer primært fra Danmarks nærområde med Polen som den absolutte topscorer med 18 polske statsborgere, der har fået en elevplads i Danmark. Krigen i Ukraine har også fået flere ukrainske statsborgere til at lande en uddannelsesaftale i 2022 – men blot marginalt flere end i 2021. Stigningen her er fra 9 til 11 personer.

Derefter følger lande som: Rumænien (10), Sverige (8), Syrien (8) og Thailand (8).