Covid-19 – gennemførelse af fagprøven

I disse dage arbejder alle uddannelsesinstitutioner med nødundervisning mv. for at sikre, at uddannelsesaftalerne fortsat kan gennemføres som planlagt. Det er meget vigtigt både for eleverne og for praktikvirksomhederne, at alle elever færdiggør deres uddannelse til den aftalte tid uden forlængelse af uddannelsestiden.

Mange elever står lige foran at skulle gennemføre deres afsluttende fagprøve, og de merkantile faglige udvalg beder alle skoler arbejde for, at den merkantile fagprøve gennemføres for alle elever, også under en evt. hjemsendelse fra praktikvirksomheden. Det betyder, at det for nogle elever kan blive nødvendigt at fravige de gældende rammer for fagprøven afhængigt af,
• hvor langt eleven er nået i fagprøveforløbet, og
• hvorvidt alle eller kun de oplæringsansvarlige er omfattet af den midlertidige lønkompensationsordning og dermed hjemsendt uden at måtte arbejde
De faglige udvalg har udarbejdet en ramme for de afvigelser, som skolerne i medfør af børne- og undervisningsministerens bekendtgørelse nr. 255 af 21. marts 2020 om visse midlertidige foranstaltninger for erhvervsuddannelserne som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19, § 8, stk. 2 nr. 2 og 4, kan foretage for at sikre, at fagprøven kan gennemføres af alle, uanset den konkrete situation i praktikvirksomheden.
De faglige udvalgs midlertidige rammer for fagprøven findes på Uddannelsesnævnets hjemmeside om Covid-19.

Vidensdeling

Uddannelsesnævnet hører meget gerne fra skoler, der har gode eksempler på og forslag til, hvordan nødundervisning og fagprøve kan gennemføres, og vil meget gerne formidle nyheder om de gode eksempler som inspiration til andre.