Grundfaget erhvervsinformatik optages på de merkantile grundforløb, når grundfaget informationsteknologi udgår sommer 2020.
På de merkantile uddannelser: Detailhandelsuddannelsen, Eventkoordinator, Handelsuddannelsen og Kontoruddannelsen indgår it-faget informationsteknologi i dag som et af de 5 grundfag på eud grundforløbet og et af 8 grundfag på eux.
Børne- og Undervisningsministeriet har pr. 1. august 2019 oprettet et nyt grundfag i erhvervsinformatik til afløsning for grundfaget informationsteknologi, som udfases fra og med 1. august 2020.
De faglige udvalg bag de merkantile uddannelser har i deres udviklingsredegørelse for 2020 indmeldt, at det nye grundfag erhvervsinformatik erstatter informationsteknologi pr. 1. august 2020.
Ministeriet er, sammen med undervisere fra det merkantile område, i gang med udvikling af materialer til undervisning i erhvervsinformatik på de merkantile grundforløb, som betyder, at faget kan gøres så målrettet som muligt mod de kompetencer, der efterspørges i praktikvirksomhederne. Materialet forventes færdigudviklet i god tid inden august 2020 og vil, når det er færdigudviklet, blive præsenteret på EMU Danmarks læringsportal.
Ønskes yderligere information om undervisningsmaterialet til grundfaget erhvervsinformatik kontaktes fagkonsulent Bjarne Andersen , Undervisningsministeriet, Direkte tlf.: +45 25 11 47 75, E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..