Nye uddannelsesforløb for fitnesscentre og personlige trænere

Træning af seniorer og salgskompetencer samt udholdenhedstræning er i fokus i de nye opkvalificerende uddannelsesforløb målrettet medarbejderne i fitnesscentre og personlige trænere

 

Fitnesscentre er afhængige af dygtige trænere, der først og fremmest har en stærk træningsfaglig ballast. I en stærkt konkurrencepræget branche skal man også være dygtige til at følge med i trends, udvikle træningstilbud og ikke mindst sælge og fastholde kundekredsen.

Træning af seniorer giver dig inspiration og redskaber til træning af den målgrupper, der p.t. er i kraftig vækst og kræver særlig træningsfaglig viden, bl.a. viden om livsstilssygdomme.

I udholdenhedstræning er det de meget aktive motionister, der er i fokus, og du får redskaber til optimering af træning og ikke mindst kost!

Et fitnesscenter kan ikke overleve uden at trænere også er dygtige sælgere og gode til kundeservice. Derfor kan du også styrke dine salgskompetencer og bl.a. får redskaber til, hvordan og hvornår det er relevant at bruge sociale medier til at fastholde og finde nye kunder.

Alle uddannelsesforløb er af kort varighed og kan tages som et samlet forløb eller enkeltvis over en længere periode, for at medarbejderen ikke skal undværes for længe.

Uddannelsesforløb udbydes af handelsskolerne Tradium, CPH West og Hansenberg og prisen for en kursusdag ligger mellem 110 og 184 kr. Der er mulighed for tilskud til løntab, transport mv.

Læs mere om kursusindhold i brochuren for medarbejdere i fitnesscentre og personlige trænere.