Mette Kronborg, som til daglig underviser på Eventkoordinatoruddannelsen, har vundet en fornem pris hos Politiken. Her er hun blevet tildelt en særpris for sin kreative og energiske undervisning.
Politiken hylder hvert år lærergerningen ved at uddele en række priser til landets bedste undervisere. Tæt på 2.500 lærere bliver årligt indstillet til prisen og blandt dem udvælger to ekspertpaneler tre hovedvindere - én fra henholdsvis grundskolerne, gymnasierne og erhvervsskolerne.
Derudover udvælges typisk 2-3 særprisvindere, som er lærere, der har gjort noget så ekstraordinært, at panelet ønsker at fremhæve dem.
I den sidste af kategorierne har Mette Kronborg vundet særprisen for sit arbejde med Eventkoordinator uddannelsen hos IBC i Kolding i kategorien erhvervsuddannelser.
Eleverne havde i indstillingen skrevet, at Mette går ”ABOVE AND BEYOND for at sikre kvaliteten af den undervisning, vi får stillet til rådighed.”
Stort tillykke til Mette Kronborg for hendes flotte indsats for de merkantile uddannelser!