Igangværende analyser og projekter

 

Øget fokus på digitalisering i undervisningen ift. undervisning på HAKLs kurser

Projektet vil sætte fokus på at formidle de it-praktiske og it-didaktiske kompetencer i at kunne sammensætte eget materiale – plug and play løsning eller anvendelse af de digitale læremidler i digitale læringsforløb med en tilstrækkelig tryghed og kvalitet.

Det er projektets mål at tiltrække og motivere undervisere på AMU til at anvende yderligere digitalisering i deres undervisning. Det handler om at få etableret et større fokus og at bidrage med løsninger på, hvordan man enkelt og mest trygt får integreret digitale tiltag i undervisningen.

Analyseprojektet er bevilget og skal udføres i 2025-26.

Udvikling og tilpasning af digitale læringselementer til brug for undervisningen på HAKLs kurser

I dette projekt ønsker HAKL sammen med udbyderne at udvikle og afprøve et koncept for, hvordan digitale læringselementer kan anvendes i undervisningen på HAKLs kurser, så de både har en høj kvalitet og kan tilpasses fleksibelt ift. kursusdeltageres og virksomheders behov. Afdækningen skal resultere i et generisk koncept for kvalitet af digitale læringselementer, der kan tilpasses udbydernes lokale behov.

Det hastigt voksende udbud af AI-værktøjer giver nye muligheder også i uddannelsesverdenen, i projektet skal det undersøges, hvordan AI kommer til at påvirke udvikling og kvalitet af læringsmaterialer og hvilken indvirkning det får på behovet for centralt udviklede digitale læringsmaterialer, herunder også en afklaring af, hvilket scenarie HAKL kan forvente i forhold til øget anvendelse af AI i forberedelse og udvikling af digitale læringsmaterialer hos udbyderne.

I projektet undersøges også, hvordan digitale læringsmaterialer kan være med til at gennemføre undervisningen fleksibelt ift. virksomheders og kursusdeltageres behov.

Formålet er at udbydere og undervisere kan komme tættere på slutbrugerne og lave digitale læringsforløb, der er mere praksisnære og som kan tilpasses kursusdeltagernes individuelle læringsstile ved brug af digitale teknologier og herunder afdække, hvilken rolle kunstig intelligens som generativ AI vil få.

Analyseprojektet er bevilget og skal udføres i 2025-26.

Udvikling af fælles materialeplatform

Blandt flere sekretariater har der været et ønske om at etablere en fælles platform til opbevaring, præsentation samt fremsøgning af digitale læringsmaterialer på tværs af kursusområder. HAKLs sekretariatet har derfor inviteret de øvrige efteruddannelsesudvalgs sekretariater til flere dialogmøder om, hvad en fælles materialeplatform konkret skal rumme. Det har resulteret i, at efteruddannelsesudvalgene TUR, SUS, KHRBKK (Efteruddannelsesudvalget f. Køkken, Hotel, Restaurant, Bager, Konditor og Kødbranchen), FEVU (Fællesudvalget for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser) samt HAKL ønsker at ansøge om udviklingsmidler til etablering af en fælles materialeplatform.

Udbydere har i dag samarbejde med mange efteruddannelsesudvalg, der alle udvikler undervisningsmaterialer og placerer materialerne på en platform eller egne hjemmesider. Det kræver derfor et stort overblik og ressourcer for udbyderne at finde de relevante læringsmaterialer.

Idéen og målet er, at udbydere og undervisere med udviklingen af materialeplatformen kan finde relevante læringsmaterialer gennem en fælles materialeplatform, hvor de i dag skal finde materialer på hver enkelt udvalgs platform eller hjemmeside.

Det bliver en del af projektet at undersøge mulighederne for at anvende AI som en del af platformsløsningen. AI skal hjælpe i eks. en søgeproces så eks. virksomhedscases og generiske materialer på tværs af efteruddannelsesudvalg kan indgå i flere kursussammenhænge, hvor det er relevant. En anden AI feature kunne være at AI ud fra eksisterende læringsmaterialer på portalen kan sammensætte nyt læringsmateriale tilrettet en særlig målgruppe eller emne.

Analyseprojektet er bevilget og skal udføres i 2025-26.

Afdækning af påvirkningen af generativ AI ift. virksomhedernes forretningsmodeller og betydningen for jobfunktioner og kompetencebehov på HAKLs uddannelsesområde

HAKL har det som sit strategiske fokusområde at afdække behovet for og udvikle kurser, der kvalificerer medarbejdere til den hastigt voksende digitalisering, herunder brug af avancerede teknologier som kunstig intelligens/generativ AI.

Der er behov for at analysere og afdække, hvordan generativ AI påvirker virksomhedernes forretningsmodeller og dermed betydningen for jobfunktioner og kompetencebehov på det merkantile efteruddannelsesområde, og gerne gennem nærmere afdækning og beskrivelse af fx brancherettede jobprofiler inden for fx salg og rådgivning, B2C og B2B og identificeret kompetencegab, så udviklingen af undervisningstilbud kan målrettes virksomhedernes og brugernes behov for kompetenceløft.

Analyseprojektet er bevilget og skal udføres i 2025-26.

Kompetenceudvikling af undervisere ift. undervisning på kursusområder, hvor AI forventes at blive inkorporeret

HAKL har det som sit strategiske fokusområde at afdække behovet for og udvikle kurser, der klæder medarbejdere på til den omfattende digitalisering, herunder brug af avancerede teknologier som kunstig intelligens/generativ AI. Udvikling af underviserne i forhold til de nye kurser og undervisningsmaterialer så de kan understøtte den udvikling der sker i virksomheder og institutioner.

For at understøtte en høj kvalitet i undervisningen på de kurser, hvor nye AI-systemer og værktøjer inkorporeres, er der behov for et kompetenceløft af underviserne, så de føler sig godt klædt på til undervisningen.

Opkvalificeringen af lærernes AI-kompetencer foreslås at ske gennem webinarer, workshops, og podcasts, der tager specifikt udgangspunkt i HAKLs kurser og kursuspakker, hvor AI indgår og evt. tilhørende udviklede læringsmaterialer.

Serie af webinarer, workshops og podcasts om relevante emner inden for AI-værktøjer, etiske overvejelser, datahåndtering og relevant lovgivning m.v.

Facilitering og udvikling af materialer mv. til webinarer, workshops og podcasts sker i et samarbejde med videnscentrene, herunder Viden om Data, Viden om Digital Handel og Center for It i Undervisningen eller evt. andre relevante vidensinstitutioner.

Analyseprojektet er bevilget og skal udføres i 2025-26.

Afdækning af behov for kompetenceudvikling af undervisere på AMU-kurser under FKB Ledelse inden for kunstig intelligens og bæredygtig omstilling på HAKLs uddannelsesområde

Ledelse af den bæredygtige omstilling og digitalisering, herunder kunstig intelligens, er områder i hastig udvikling, og nye områder som undervisere under FKB i ledelse skal forholde sig til. Evalueringen af den grundlæggende lederuddannelse (GLU) fra 2024 viser, at 93 pct. af udbydere af GLU’en forventer i høj grad, at kursisterne fremover vil have behov for at tilegne sig flere kompetencer inden for bæredygtig ledelse. Samtidig viser evalueringen, at udbyderne og eksperterne forventer, at der vil være behov for at tilegne sig kompetencer inden for digitalisering og datadrevet ledelse. Kravene til lederes kompetencer er stigende, derfor er det afgørende, at undervisere er godt rustede til at undervise i kunstig intelligens og bæredygtighed for at sikre, at deltagerne udvikler de nødvendige færdigheder, viden og forståelse for at kunne lede i en stadigt mere teknologidrevet verden og til den bæredygtige omstilling.

Som en del af VEU-trepartsaftalen er UUL-puljen forhøjet med 10 mio. kr. årligt med henblik på at understøtte en national udvikling af digitale læremidler og læringsforløb i AMU-regi. Temaet indbefatter AI og avancerede teknologiers anvendelse i virksomhederne. Det gælder fx hvordan AI påvirker jobfunktioner og kompetencer vedrørende anvendelse af AI til optimering og videreudvikling af kommunikation og nethandel, avanceret styring af systemer og databehandling, samt optimering og udvikling af produktionen mv. Dermed gælder det også ledelse af medarbejdere med disse jobfunktioner og deres kompetencer.

Samtidig er der i VEU-rådet bred enighed om behovet for opkvalificering af undervisere på AMU-kurser for at kunne være med til at udvikle kurserne og kunne undervise efter de nye behov.

Projektet indeholder en afdækning af, hvilke behov undervisere på FKB Ledelse har for opkvalificering af kompetencer inden for digitalisering herunder kunstig intelligens og bæredygtig omstilling. På baggrund af afdækningen skal der udvikles op til to undervisningsforløb for undervisere i FKB Ledelse, så de kan undervise i den nyeste viden inden for bæredygtig ledelse og digitalisering herunder kunstig intelligens. Samtidig sikres det, at der kan undervises efter den seneste opdatering af FKB i Ledelse ift. kunstig intelligens.

Analyseprojektet er bevilget og skal udføres i 2025-26.

Evaluering og afdækning af kompetencer inden for bæredygtighed og grøn omstilling på HAKLs uddannelsesområde

Udviklingen inden for bæredygtighed og grøn omstilling udvikler sig rigtig meget i denne tid og med de mange nye lovgivningsmæssige tiltag fra regeringen og EU. Det betyder, at udviklingen i virksomhederne går hurtigt, hvor også medarbejderne involveres og som dermed øger behovet for grønne kompetencer.

HAKL gennemførte i 2021 rapporten ”Analyse og anbefalinger af kompetencebehov ved grøn omstilling og bæredygtighed”. Desuden gennemførte de faglige udvalg i 2023 en ”Kortlægning af fremtidige kompetencebehov i relation til den grønne omstilling på erhvervsuddannelserne inden for detailhandel, handel og kontor”, det var henholdsvis en kvalitativ og en kvantitativ undersøgelse, som skulle identificere virksomhedernes modenhed i forhold til bæredygtighed, deres fokusområder samt kompetencebehov på jobprofiler inden for det merkantile område. HAKL har vurderet, at det i 2026 er tid til at følge op på rapporterne og få en opdatering på, hvor virksomhederne har bevæget sig hen på HAKLs brancheområder og om HAKLs udbud af bæredygtige kurser kan dække kompetencebehovet i forhold til grønne kompetencer.

Projektet indeholder en afdækning af, hvor virksomhederne er i forhold til implementering af bæredygtighed og grøn omstilling og hvordan de merkantile jobfunktioner bidrager i arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling, herunder om der er kompetencebehov, der ikke er uddannelsesdækket i HAKLs kursusudbud.

Analyseprojektet er bevilget og skal udføres i 2025-26.

Afdækning og udvikling af grundlæggende tværgående klimakørekort i kompetencer indenfor grøn omstilling og bæredygtighed samt til at indgå i anvendelsen og implementering af kunstig intelligens (AI)

Med dette projekt ønsker efteruddannelsesudvalgene TUR, SUS, IU og HAKL at afdække og udvikle et uddannelsesforløb, et ”klimakørekort”. Uddannelsesforløbet skal give alle kursister på tværs af jobområder og jobfunktioner grundlæggende, tværgående ”generisk” viden og handlekompetencer i, hvordan en virksomhed og dens medarbejdere aktivt forholder sig til og kan medvirke til den grønne og bæredygtige omstilling af virksomheden.

Målet er at få udviklet et generisk AMU-efteruddannelsesforløb; et såkaldt klimakørekort, der er udviklet og sammensat af eksisterende og evt. nye, udviklede tværgående kurser, og med sammenhæng til evt. mere specialiserede job- og branchespecifikke supplerende kurser/forløb, som efteruddannelsesudvalgene/HAKL allerede har udviklet eller får udviklet.

Analyseprojektet er bevilget og skal udføres i 2024-25.

Udvikling af digitale undervisningsmaterialer, der kan understøtte HAKLs nye kurser og forløb fra AMU til AU inden for bæredygtighed og digitalisering

Med dette udviklingsprojekt ønsker HAKL at understøtte gennemførelsen af enkeltstående kurser og forløb fra AMU til AU i bæredygtighed og digitalisering. Sidstnævnte forløb er ved at blive udviklet i projekter på HAKLs UUL-bevilling 2021-2023. Ved at udvikle digitale materialer til kurser og forløb i AMU, kan de udbydes og afvikles helt eller delvist digitalt. På forløbene bygges materialerne op, så de indholdsmæssigt hænger sammen med, at der kan gives merit for dele af AU-modulerne, som de pågældende AMU-kurser/forløb leder op til.

Formålet med at udvikle digitale materialer til kurser og forløbene, der leder op til et AU-modul, er en ambition om at understøtte livslang læringsperspektivet ved at gøre det lettere uafhængig af tid og sted at gennemføre de pågældende AMU-kurser og forløb.

Målet er digitale materialer til kurserne, der kan anvendes fleksibelt, både i tilstedeværelsesundervisning og online synkront/asynkront af kursister på kurser og forløb, og hvor materialet til forløbene er udviklet, så det understøtter kompetencer, der kan gives merit for i forhold til AU-modulerne.

Analyseprojektet er bevilget og skal udføres i 2024-25.

Analyse af muligheder og barrierer for brug af AMU-systemet på folkekirkens område

Der er behov for øget viden om muligheder og barrierer for kompetenceudvikling for AMU-målgruppen for folkekirkens område. Folkekirkens brug af AMU – ud over de obligatoriske forløb – er faldende og der anvendes i mindre omfang supplerende kurser.

Analysen har til formål at fremsætte konkrete anbefalinger til tiltag, der kan understøtte brugen af AMU på folkekirkens område.

Analyseprojektet er bevilget og skal udføres i 2024-25.